Hvad er The Work?

The Work er en enkel metode, der hjælper os til at undersøge vores tanker og finde fred med virkeligheden, som den er.

Når man med The Work undersøger de tanker, der stresser én i dagligdagen får man øje på, hvordan tankerne ofte løber af sted med en og skaber 'frustrationshistorier', der sjældent har hold i virkeligheden. Ved at undersøge sine tanker og møde dem med forståelse, sker der det forunderlige og dejlige, at man får et langt mere kærligt og ærligt forhold til sig selv - og andre! Man får større (selv)omsorg og plagefulde tanker og følelser såsom skyld, skam, selvbebrejdelser føles ikke længere så truende og skræmmende.

The Work kan bruges i dagligdags situationer, hvor vi mærker irritation over for eksempel manden, der træder foran i kassekøen, arbejdskollegerne, vasketøjet,  osv.

Og The Work er en gave i forhold til de sværeste emner i livet: Parforhold, børn, sygdom, liv/død, økonomi, afhængighed, ... . 

 

Det er ikke personen, der går ind foran os i kassekøen, der gør os vrede, men derimod vores egne tanker (”Sådan gør man ikke”, ”Jeg har ikke tid til at vente længere”, ”Det var min tur først”).

Det er ikke det, at vores kæreste forlader os, der gør os ulykkelige. Det er når vi tænker: ”Han skulle ikke have forladt mig”, ”Vi var skabt for hinanden”, ”Jeg finder aldrig en som ham”, ”Det er ikke retfærdigt” osv , at smerten sætter ind.

Han kan forlade os og vi kan se det som en katastrofe. Eller vi kan undersøge vore tanker med The Work og komme til at se det, som det bedste, der er hændt os.

Virkeligheden er den samme. Kun vore tanker er forskellige!

 

At finde fred med virkeligheden, som den er, handler ikke om at give op og lade stå til. Tværtimod. Det handler om at blive fri af de snærende bånd fra tanker, der forhindrer os i at leve frit. Uden disse tanker er der plads til kreativiteten, kærligheden, livet. Uden de snærende tanker åbnes vores sind, så vi begynder at se mulighederne i virkeligheden.

 

The Work består af fire spørgsmål og et 'vend-det-om'. Spørgsmålene gør os bevidste om, hvordan vores liv er med og uden den stressende tanke. Det sidste 'vend-det-om' sætter tingene på hovedet. Kunne det i virkeligheden være ligeså sandt, at tænke det stik modsatte?

Spørgsmålene i sig selv gør ingenting. Det er i vores svar, arbejdet ligger. Svarer vi overfladisk, næsten-ærligt og uengageret, er det også sådan The Work virker for os. Med åbenhed og ærlighed er der ingen grænser for, hvor arbejdet kan bringe os hen!

Men The Work kan ikke forklares. Det kan kun opleves. Du kan få en fornemmelse af det, ved at se andre blive faciliteret. Det er muligt at se videoer på www.byronkatie.com og www.youtube.com.

Det bedste er dog at lave The Work. Man kan lave det alene eller sammen med en anden, der stiller spørgsmålene.

Her på siden er der en gør-det-selv-introduktion, en liste over facilitatorer (nogen, der tilbyder at lave The Work) og links til forlag, der sælger Byron Katies bøger.


 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

The Work i Danmark © 2007